dagbog juli

Vi forlod Nuuk 14. juli klokken næsten midnat, efter en travl dag, hvor vi fik afleveret vores lejlighed. Da vi nu var hjemløse, tilbragte vi resten af dagen hos Danny og Benny, hvor vi hyggede os så meget vi kunne, med tankerne kredsene om at vi snart skulle sige farvel - så det var også en underlig aften. Men vi fik da grillen en sidste gang på terrassen -det var lækkert.

Nå men da klokken nærmede sig 22, var det tid at tage af sted. Jan som var på besøg hos Benny kørte os alle til skibet, hvor vi mødtes med Jens, som Lene har arbejdet sammen med.

Det var nu tid at tage ordentligt afsked for denne gang, og vi fik en dejlig stor knuser af både Danny og Benny - det var dejligt, men det var også skide hårdt, for de er kommet til at betyde så meget for os.

15. juli

Det var diset hele dagen, men da vi lagde til kaj i byen Maniitsoq (Sukkertoppen). Der var kun en halv time til rådighed før vi skulle sejle videre, så det blev kun til en smut hen af kajen for et kort blik ind til byen.

Snart var vi videre på vej op ad den disede kyst. der var ikke den store udsigt med al den dis, så det meste af vores tid gik i kahytten med spil.

Fremme i Sisimuiut var der et stop på 2½ time med mulighed for en lille sightseeing. Vi fulgte med en guiderundt, som fortalte lidt om byen og viste både kirke m museum frem. Det var vores første rigtige møde med slædehunde. Sisimiut er hvad man kan kalde for en typisk Grønlandsk by, med de velkendte huse i træ, malet i alverdens farver. Da vi skulle til at derfra, begyndte disen at lette lidt ind over land. Vi fik en udsigt til de omkringkransende bjerge - et fantastisk syn. Vel tilbage om bord sejlede vi støt videre ud i den lyse nat, men stadig med en let dis, som besværliggjorde synet til den storslåede natur som vi passerede.

16. juli

Klokken 8 om morgenen ankom vi til Aasiaat, og fik mulighed for en kort spadseretur på en times tid - endnu en typisk Grønlandsk by. Med stor vægt lagt på fiskeri og skibsfart´. Det var ligeledes her vi fik vores første syn til de store isbjerge der ventede forude. Vi fulgte atter rundt med guiden for at se de gamle mindesmærker og bycentrum. snart gik det videre ind i Dikofjorden, og som et lyn fra en klar himmel, lettede disen og solen brød frem, og lyste på det spektakulære syn foran os af kæmpemæssige isbjerge. Skibets hastighed var tydeligvis nedsat, så vi gled rundt om og ind imellem det ene isbjerg efter det andet. Kun blandet op med store isskosser, som måtte vige lidt for skibet. Som vi nærmede os Ilulissat, så det ret håbløst ud at skulle forcere disse kæmper. Skipper fandt en vej så vi ankom sikkert til byen. Jo, Titanic blev da nævnt af en vittig person.

Efter lidt tumult blev vi hentet og kørt ud hvor vi skulle bo. Vi fik nærmest en hel lejlighed for os selv. Trods ankomsten endte vi meget glade for vores opholdssted tæt ved isbræen.

17. juli

Nu var det tid at opdage byen. Samtidigt havde vi en aftale med Ajovas svoger Frans, om at ringe. Han ville godt tage os med ud at sejle. Vi fik en aftale med ham om at sejle om aftenen. Dagen gik derfor med at se på butikker, og få bestilt helikopter tur til isbræens kant. Vi mødtes med Frans klokken 20, og sejlede først ud mellem isbjergene ved fjorden, hvor det vælter ud med de kæmpemæssige isbjerge. Her føler man sig pludselig meget lille, når vi ser op på de kæmpe skrøbelige isbjerge der truer med at brække i stykker hvert øjeblik. Vi fortsatte derefter med at sejle nordpå til en lille meget smuk bygd Rodebay. Her ville vi strække benene, men en lille flot restaurant var åben, her midt i nowhere. Den måtte vi bare ind på. Vi fik en herlig kold Tuborg inden vi drog tilbage. Nå joh, så lå det store sejlskib til 160 millioner altså her. Det havde vi allerede set i Nuuk for nogle uger siden, men det var endnu smukkere i disse omgivelser. Klokken 23 var vi så atter hjemme, godt trætte.

18. juli

Vi steg ombord i en Sirkorsky helikopter S61 fra Air Greenland

Stille og roligt i en frygtelig larm, steg vi op, og fløj roligt ind over bjergene til vi nærmede os isen. Her fik vi så en tur, som vi næppe glemmer. Vi fløj rundt som en anden myg - ind, ud og rundt om isbjergene. Snart til den ene side, snart den anden. Så op og ned i et hæsblæsende tempo, som vil få den vildeste tivoli tur til at blegne. Det var skide skægt. På en klippe for enden af den hurtige isbræ, landede vi. Vi kunne gå rundt og betragte det spekulere syn på nærmeste hold. Vi gik rundt og beundrede synet på sikker afstand, for her var vi nødt til at tage naturen alvorlig. En halv time senere steg vi atter ombord, og oplevede at stewardessen måtte fungere som Ground crontroller. Da alt var klart, hoppede hun ind, og vi lettede atter. Nu gik turen op langs isfjorden, mellem isbjergenes store toppe. Af og til tog vi så også lige en rundtur om nogle af de store toppe. Vi fik også set en hel del sæler som lå på de store isflager. Afslutningsvis, i lufthavnen fik vi en opvisning i at en helikopter kan flyve både rundt, baglæns og sidelæns

19. juli

Efter morgenmaden med udsigt til atter en solrig dag, begav vi os op af bjerget som vi boede ved siden af. Herfra begav vi os videre ud over den næste top, til vi stod på kanten af isfjorden. Solen bagte og myggene vågnede virkeligt op, så vi nu stod der i det fantastiske syn, med et net over hovederne for ikke at blive slagtet af myg. Heldigvis var det ikke konstant, da der af og til kom en vind, og så var de væk. Vi fulgte isfjorden over stok og især sten. Helt ud til udmundingen i Diskofjorden, hvor fiskerne sejlede rundt med garn. Her nød vi vores madpakke, inden vi begav os ned til byen og videre hjem for at pleje de nu ømme ben.

20. juli

Morgenen startede lidt i det grå, så vi så en DVD, indtil vi besluttede hvad vi ville lave. Det blev til en gåtur ned til byen. Her ringede Lene til Benny for at få at vide det gik bedre med hans forstuvede fod. Vi fik tjekket mail på Internettet - intet nyt, så vi begav os på en tur ud til hotel Arctic. Her nød vi en herlig eftermiddagskaffe med kage, med udsigt til en storslået, om end en noget diset udsigt til isfjorden udmunding. Efter en kort sightseing, gik vi så hjem for at slappe af resten af dagen.

21. juli

Vejret var nu atter sol, og da vi havde museet til gode, begav vi mos ned til først Knud Rasmussens museet, hvor der dels selvfølgeligt var en udstilling om Knud Rasmussen, men underligt også om Australien, med begrundelse i at både Grønland og Australien er store øer? selv om de er forskellige med hensyn til befolkningstal - forstå det hvem der kan. Men der var da også lidt byhistorie.

Derefter var det Emanuel Petersen museet, som vi havde store forventninger til eftersom vi jo havde lidt kendskab til hans malerier fra Nuuk. Men det var nok heller ikke det der vil sætte sig mest i vores erindringer.

Så vi endte oppe på byens stadion, hvor der var fodboldturnering. her nød vi spillet, både det som foregik på banen, men også det der foregik udenfor af de ivrige forældre, alt mens vi nød en stille is.

22. juli

Vi fløj til Kangerlussuaq (Sdr. strømfjord)

Vi blev hente til vandrehjemmet, hvor vi skulle bo to dage. Det var ikke luksus, men nærmest som en spejderlejr, men pyt med det, vi var her for at opleve noget. Så vi drog ned for at se byen - he, det var hurtigt overstået, for byen har nærmest præg af en barakby, med en enkelt lille kirke der ser helt forkert ud i den sammenhæng.

23. juli

Vi skulle på tur med et rejsebureau (Albatros) som arrangerede ture ud til og op på indlandsisen. Det var en meget lang tur dertil, men guiderne fortalte ivrigt på turen derud. Turen er 25 kilometer, som ikke bare lige køres med en Fiat, for her var der virkeligt brug for terrængående køretøjer. På vejen derud fik vi både en polarræv og en moskusokse at se. Men vi så også de grantræer som var plantet for 30 år siden, og nu havde nået højder på op mod en hel meter!! Der er ikke noget der vokser sig højt heroppe.

Nå, men vi nåede frem til isen, som vi fik tid til at gå på, og enkelte benyttede da også lejligheden til at smage på verdens reneste vand, for der fød i store mængder af vand fra isen der smelter.

På tilbagevejen, gjorde vi holdt ved kanten af isen, for at grille. De to guider diskede op med masser af grillet fjordørreder, moskusoksebøffer, og selvfølgeligt pølser. Vi blev utroligt mætte både i maver og i sindet.

så vel hjemme var vi hurtigt i vores senge, selv om det nu var ved at være svært at falde i søvn ved tanken om at vi nu atter skulle gense "alle vores børn"

24. juli

Så fløj vi hjem, og ankom til, Odense klokken 23, dansk tid, med den underlige oplevelse af at det var meget mørkt. Rene hentede os på banegården, og kørte os hjem af de mørke gader med de store sorte træer - lidt underligt.

25. juli

Rene tog på arbejde, og imens fik vi vores nye bil, så vi var klar til at komme op til Randers, hvor vi vidste at Josefine ventede os. Men vi fik besøg af Sabrina, som vi var heldige med ville komme ned for at være sammen med os, så vi kunne få endelig aften sammen med Rene og Sabrina.

26. juli

Vi ankom til Randers, hvor vi straks kørte ned i børnehaven for at hente Josefine. det var dejligt, for hun var næsten ikke til at styre på ti tønder land over alt det hun havde at fortælle hendes mormor og morfar. Så hun snakkede hele dagen, uden vi næsten kunne få et ord indført, for som hun sagde, så er det altså mig der taler - mor!

Vi fik lov at sove i hendes store seng, hvor vi kunne være alle tre de næste fem dage.

30 juli

Rene flyttede hjemmefra, mens vi var på ferie i Randers. Ham og Sabrina havde besluttet at flytte sammen, så de havde fået en lejlighed i Kolding. Lejligheden havde de fået som ungdomsbolig, fordi Rene er lærling. Det varer jo så ikke så længe inden han er færdig, derfor var det dejligt at Sabrina fik den læreplads hun så brændende havde ønsket sig hos en guldsmed i Kolding. Derfor tog vi ned til dem, for at hjælpe dem lidt med at få et hjem op at stå.

Hjemturen fra Grønland som startede den 24. juli via Ilulissat, har vi skrevet om under dagbog for august

	08 august
Computeren er kommet hjem, og den er lige blevet installeret igen - så nu skal der nok snart komme et referat fra den foregående tid
	12. juli
Kære alle Det her er meget underligt at sidde her på gulvet i en tom lejlighed og reflektere over et år som har berørt os så meget. Pludseligt er det slut. Vores møbler er solgt, og de sidste ting er ved at blive kørt væk. I går aftes var vi ude og spise hos Benny, som vi jo nu er på kost hos. Vores egne køkkenting er væk, så vi ynder os ind hvor vi kan. Nå, men onsdag blev ikke som forventet. Benny fik den ide at hjælpe med at male vores lejlighed. Så han stod her om formiddagen med pensler og maling. Han blev bare ved og ved, så hen på dagen, var stort set hele lejligheden malet. Det er / var en kæmpe hjælp, ikke mindst fordi Lene nu er nået til en tid, hvor stresset er tydeligt, over alt det vi skal nå, og tydeligvis som vi begge er mærket af at noget betydningsfuldt er ved at være slut. Nå men tilbage. Benny skulle en smut på værkstedet, og lovede at komme tilbage, så han kunne slutte af med at have lavet hele lejligheden. MEN _ NEJ. Lene stod pludseligt hjemme, og bad mig hente folkene. Benny var skredet, og vredet foden om. Vi tog derud, og så en fod der var dobbelt så tyk som almindeligt, så vi fik ham bakset på skadestuen. Lægen var trods røntgen ikke sikker på andet, end at der var brækket noget, så Benny fik gips på, og sendt hjem med besked om at holde sig i ro - det bliver nok ikke svært, nu hvor han er begyndt at kunne mærke sin vrist - Sikke noget møj. men heldigvis så har han da en svend fra Danmark til at hjælpe, og besøg derhjemme til at hjælpe til i huset. Mandag var vi ude hos Jens, Bente, og deres to dejlige piger, Mia og Anne i deres dejlige hus. Ud over at vi fik et dejligt måltid, fik vi en så hyggelig aften med snak om alle vores oplevelser i tiden heroppe. Det var en aften som gav os et dejligt indtryk af en familie i balance, og en vision om et venskab, som vi glæder os meget til. Jeg ved ikke hvordan jeg skal stoppe, men computeren her er det sidste der mangler, og containeren skal pakkes om to timer, så vi vil bare gerne slutte af for nu, i Nuuk. Vi glæder os til at komme hjem til familien som vi jo har savnet så meget. Hjemmesiden vil derfor nu være stille indtil vi er tilbage i Odense. Tak til alle jer der har fulgt med i vore tid heroppe. og på gensyn i Danmark. Lene og Allan

	09. juli
Skagensskibet blev endeligt søsat, og i dag Søndag skal vi så flyve. det har været meget overskyet, men nu klokken 13,15 er der planlagt afgang med tur over byen, Buksefjordsværket og indlandsisen. - Om vi glæder os J J jo, som i kan se - det gør vi begge. Men det skal i nok hører mere om når vi engang er landet, har set fodboldfinale, spist de to nybagte kager, og måske sovet ovenpå det hele. Så er vi landet, og sikke en tur. Vi fik en kæmpe oplevelse både i luften og på land. Da først skyerne var kommet rimeligt op, gjorde vi klar til take off. Vi fløj ud over fjorden til Kangeq som vi jo tidligere havde været inde ved med skib. kort efter på vej ud for at se hvaler, kom der besked fra kontroltårnet om tætte skyer, så Jens lavede en hurtig vending, og snart efter var vi atter på jorden. Vi fik så en tår kaffe og en herlig rundtur i hangarerne, hvor vi fik en masse historie om flyene der stod derinde. der var selvfølgeligt en Dash-7, og så stod der den berømte Otter, som der netop er skrevet en bog om. Der stod en helikopter som var til eftersyn, og det var et spændende kig ind i hvad sådan en indeholder af teknik, for den var skilt meget af. Nå, men vejret klarede op igen, og vi fløj igen. Buksefjordsværket måtte vi desværre så droppe på grund af det ustadige vejr. Men så ledte vi efter hvaler - også uden held, øv øv. Men vi kom da ind i fjorden, og så hvordan fjorden var pakket til med is. Vi rundede Qoornoq som var spærret helt til med store tætte isskosser. Allan var i mellemtiden blevet så bleg, at vi fandt det mest forsvarligt at vende tilbage. det var heldigvis ikke værre end at vi alle fik en kæmpe oplevelse. Ikke værre end at vi fik tid til en smut ind i cockpittet på en af de store Sirkorsky helikoptere. Så mætte af indtryk var vi så trætte at vi fandt vores seng tidligt denne aften. Nåh, jo vi nåede da lige ud og så resten af VM-finalen i fodbold hos Benny, hvor Italien vandt over Frankrig .
	07. juli
Det har været rigtigt godt vejr, så lene har haft masser af udvendigt arbejde. Det er godt at Benny er kommet tilbage så de kan få fred til at tjene penge, i stedet for at hænge i den telefon hele tiden. - fik han mon den Benny!! Vi var ude ved Benny for at se bold i onsdags, og da vi skulle hjem var der hvaler der svømmede rundt ude i fjorden. Det er lidt af en oplevelse at stå i solskin og se de store dyr svømme rundt så tæt ved byen. Jens pilot er ved at være så stresset så der var ved at være udsigt til at vores flyvetur skulle gå i vasken. Derfor har vi været nede for at hjælpe dem med deres skib, som gerne skal i vandet lørdag. Skibet skal gøres rent i bunden for muslinger og alger. Det er et stort arbejde. Og så kan vi forhåbentligt komme ud og flyve, for Allan har en drøm om at se Buksefjordsværket.
	04. juli
Det er virkeligt blevet sol og sommer, så der bliver malet udvendigt til den store medalje. Vi er nu blevet forladt af Fie, efter at Danny og Benny er kommet hjem igen. Så nu er Fies ferie også slut, men til gengæld kan hun nu se frem til igen at måtte sove i sengen, efter mange gange at være blevet hevet slukøret ud af soveværelset. Ellers er vi så småt ved at forberede os på at skulle forlade Nuuk, og det er med en mere og mere underlig følelse i maven at vi nu snart skal sige farvel herfra - så der bliver jo også lidt dødt her på siden en tid. Nå men vi er så småt ved at pakke ned, så der er rykket flyttekasser ind. Men vi glæder os også meget til vi skal ses med alle dem vi holder af derhjemme. Det blev sat yderigere i fokus i dag, da Lotte og Dennis lokkede os ved at sætte sig foran skærmen med et stort tallerken jordbær, og et løfte om grillmad på terrassen - hold da kæ.. hvor vi glæder os til det.
	01. juli
Vi havde en fantastisk aften i går, som faktisk endte i dag. Efter besøg på Hereford restauranten, tog vi lige en smut hjem til os, og nød en grønlandsk kaffe. Vi siger mange tak til Mie og Kevin